Holdbeskrivelser 2017/18

Tilmeldingen åbner søndag den 6. august 2017. Tilmelding foregår efter “først til mølle” princippet.

Mor/far/barn

Er du mellem 2 og 3 år, så tage din mor/far/bedstemor/bedstefar i hånden og kom og hyg dig sammen med os hver tirsdag.
Vi vil udfordre samtlige sanser i kroppen ved leg med faldskærm, bolde, lagner, hulahopringe, risposer og meget andet. På holdet vil vi også lave en masse forskellige sanglege.
Det hele foregår på en sjov måde, hvor både børn og voksne er med i legen.
Tilmelding foregår efter først til mølle – max 25 børn.

Vi starter tirsdag den 5. september kl. 17.00-17.45 på Skalmejeskolen.

Kontaktperson: Anne Kirkegaard

Fotografen er på vej
Marianne Jørgensen Ida Olesen

Koldbøtteholdet – 3-5 år med forælder

Vi har fundet to skønne trænere og kan derfor indbyde til sæsonstart den 5. september. De skriver:

Så er det blevet tid til at tumle og udfordre dig selv samt mor/far. Vi gør det lige lidt vildere end det var på mor/far/barn holdet men stadig med mor/far med som tryghed. Der skal leges, klatres og prøves grænser. Vi glæder os til at lege og hygge med jer og jeres forældre.

Vi er 2 mødre der kender Kolbøtteholdet indefra. Heidi har været instruktør på holdet de 2 første sæsoner det eksisterede og Henriette har været med som deltager med hendes 2 ældste børn i alle 3 sæsoner. Og nu er vi klar på at skabe en super fed 4. sæson.

Vi starter tirsdag den 5. september kl. 18.00-18.45 på Skalmejeskolen.

Kontaktperson: Marcus Aagaard Them

Heidi Thaysen Henriette Højland

Krudtuglerne – 3-5 år uden forælder

Krudtuglerne er et hold med fart på. Vi vil udfordre børnene og motivere dem til at prøve grænser. Vi skal klatre, kravle, tumle, lege på baner og meget mere. Har du en vildbasse, der kunne have lyst til at brænde krudt af sammen med en masse andre børn, er vi sikre på, at jeres barn vil blive glad for at gå på krudtuglerne. Vi ser frem til en fed sæson med masser af hygge og leg. Holdet er uden forældre.

Holdet træner mandage kl. 16.30-17.15 På Skalmejeskolen.

Kontaktperson: Jane Østergaard

Trine Raben Lars Schalinski

Puslingerytme – 3-5 år uden forældre

Hvis du har lyst til at lytte til god musik mens vi leger, tumler, hopper og danser på gulv og i redskaber, så kom og vær med på Puslingerytme.
Vi vil afprøve kroppens mange forskellige måder at bevæge sig på og udfordre især balance, koordination og rytmik.
Vi lægger vægt på glæden ved gymnastikken og ser frem til en sjov sæson.
Max 25 gymnaster.

Vi starter onsdag den 6. september kl. 17.00-17.45 på Skalmejeskolen.

Kontaktperson: Rikke Hjøllund

Maria Jepsen

Jungletid – 0-8 år

Jungletid er et gratis tilbud til de 0-8-årige og deres forældre om en formiddag fyldt med leg og glade børn. Det afholdes i Multicenter Sunds seks gange henover efteråret og vinteren. Foreningens redskaber vil blive stillet frem, så børn og forældre sammen kan lege og boltre sig lige så tosset som de vil. Det giver mulighed for at afprøve, om det at dyrke gymnastik kunne være noget.

Jungletid afholdes:
9. september kl. 9.30-11.30
7. oktober kl. 9.30-11.30
4. november kl. 9.30-11.30
2. december kl. 9.30-11.30
6. januar kl. 9.30-11.30
3. februar kl. 9.30-11.30

Kontaktperson: Anne Kirkegaard

Fotografen er på vej
Martin Dam Morten Højbo Jansen

 

Spring 1 – 0.-1. klasse

Spring 1 er for dig, der kan lide at udfordre dig selv fysisk og være aktiv, samt møde nye venner og have det sjovt.
Om du er nybegynder eller øvet, vil vi i trygge rammer prøve at udfordre dig og hjælpe med at lære nye spring.
Vi vil arbejde med alt fra spring på stor- og minitrampolin til basis grundteknik på bane. Vi glæder os til at se dig til en hyggelig time hver uge med spring, sjov og leg.

Vi starter onsdag den 6. september kl. 16.30-17.30 i Multihallen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Daniel Nielsen

Emma Gadegaard Sara Ibsen

Spring 2 – 2.-3. klasse

Her udfordrer vi springerne lidt mere på minitrampolin og bane. Vi vil både lave overslagsspring på plint, men også saltoer og begyndende halvskruer til de, der har mod på det.
Så hvis du har mod på at blive vendt op og ned, og er klar på sjov, så mød op til Spring 2. Alle er velkomne – også selvom, du ikke har sprunget før.

Vi starter onsdag den 6. september kl. 17.40-18.40 i Multihallen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Daniel Nielsen

 Fotografen er på vej
Kim Hjorthus Mathilde Birkmose

Spring 3 – 4. klasse+

Går du i 4.  klasse eller derover og er frisk på udfordringer hver uge, så meld dig på dette hold.
Vi springer i trampolin og på team-track, hvor vi vil lave mange forskellige spring: Salto, overslag, flik flak og kraftspring osv.
Vi springer også i multihallens stortrampoliner!
På dette hold lægger vi meget vægt på grundteknik og ikke mindst styrke og spændstighed, da det er meget vigtigt i alle spring.

Så er du helt vild med spring og sjov, så er vi et super springhold for dig.

Afslutningen med holdet består af opvisninger i Herning Kongrescenter og Sunds Multicenter (i marts).

Vi starter onsdag den 6. september kl. 18.45-20.00 i Multihallen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Daniel Nielsen

 
Ulla Ibsen Daniel Nielsen

Spring 4 – 7. klasse+

Er du klar på spring som begynder eller øvet er Spring 4 tilbuddet til dig. Vi vil øve grundteknikker så hvert spring sidder i lige i skabet, men også nye og udfordrende spring. Vi bruger selvfølgelig alle hallens faciliteter så der er rig mulighed for at udfolde sig på de mange ting som fx stortrampoliner, minitrampoliner og team-track. Hvis det lyder som noget for dig, så glæder jeg mig til at se dig til træning.

Vi starter tirsdag den 5. september kl. 17.00-19.00 i Multihallen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Peter Arne Birkedal

Anders Peter Nielsen

Rytme 1 – 0.-2. klasse

Holdet er blevet udvidet til også at være åbent for 2. klasse.

Går du i 0.-2. klasse, og har du mod på at lære at danse, så er vi tre piger, som vil glæde os til nogle hyggelige timer med dig.
Vi garanterer nogle timer fyldt med dans, leg, sjov og hygge.
Lyder det som noget dig og din ven/veninde har lyst til at prøve, så ses vi meget gerne på Skalmejeskolen.

Vi starter torsdag den 7. september kl. 16.30-17.30 på Skalmejeskolen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Rikke Hjøllund

Clara Kusk Mikkelsen Mille Kusk Sehested Therese Dalby Wille

Rytme 2 – holdet er lukket. Se i stedet Rytme 1 og 3.

 

Rytme 3 – 3. klasse +

Holdet er blevet udvidet til at være åbent for 3. klasse og opefter.

Går du i 3. klasse eller mere?
Elsker du den nyeste musik?
Kan du ikke stå stille, når du hører en fed sang?
Må du bare danse rundt i stuen, når du hører en fed sang?
Skruer du op for musikken, så du rigtig kan mærke rytmen?
Måske synger du også med…

Hvis du gør, så er dette lige holdet for dig!

Vi er 3 friske piger Freja, Dana og Julie, som selv elsker god musik og at danse. Vi glæder os til at lære dig nogle fede moves og seje serier.

Til træning skal vi arbejde hårdt og have det sjovt. Kom og vær med!

Vi starter mandag den 4. september kl. 17.00-18.00 i Multihallen

Holdet deltager i fællestræning med overnatning den 20.-21. januar 2018 i Multicenter Sunds.

Kontaktperson: Maria Anholm Østergaard

Freja Sørensen Julie Schlenzig Dana Nygaard

Rytme 4 – holdet er lukket. Se i stedet Rytme 3

 

Rytme 25+

Vi vil arbejde med forskellige serier bl.a. jazz, sving og bevægelse over gulv og måske et håndredskab.
Derudover bliver der sat fokus på opvarmningen, med en god grundtræning, som er vigtig i hver træningstime.
Holdet er for gymnaster, som vil være med til opvisning. Derfor er der mødepligt til træning. Vi har opvisning i Sunds d. 4. marts og Herning d. 10. eller 11. marts 2018.
Vi skal have det sjovt, bevæge os til god musik, og i efteråret bliver der arrangeret en træningsweekend, så vi får et godt sammenhold.

Vi glæder os til at se jer.

Vi starter tirsdag den 5. september kl. 19.00-20.30 i Multihallen.

Kontaktperson: Anne Kirkegaard

Anni Gadegaard

Zumba

Har du lyst til at brænde kalorier af til lækre rytmer og super god musik? Så kom og vær med til Zumba®Fitness. Det er for dig, som elsker bevægelse til musik, masser af tempo og intensitet. Vi danser til latinamerikansk og internationalt musik. Masser af grin og energi med garanti for sved på panden.
Vi skal have en sjov og intens time – alle kan være med fra 15 år og opefter.
Let’s Zumba!

Vi starter mandag den 4. september kl. 19.00-20.00 i Multihallen.

Kontaktperson: Maria Anholm Østergaard

Annette Bonde

Tabata

Tabata er en højintensitetstræning som giver optimal form og fedtforbrænding. Træningen er simpel. Du yder maksimalt i 20 sekunder, derefter pause i 10 sekunder og gentager dette 8 gange.
Timen er bygget op af:

  • opvarmning (ingen serier eller koordinering af arme og ben)
  • 8 runder Tabata (hver runde er 4 minutter)
  • udstrækning

En time med kropsvægt og redskaber. Forvent en hård men effektiv træning, krydret med god musik og højt humør velegnet til både mænd og kvinder.

Vi starter onsdag den 14. august kl. 18.00-19.00 på Skalmejeskolen

Kontaktperson: Jannie Nielsen

Dorthe Foldager

Powerfitness

Hop op af sofaen og få noget energi, det er det, Powerfitness vil gi’:-)
Effektiv træning til at forbedre din styrke, kondition og forbrænding.
Styrken vil blive opbygget ved hjælp af redskaber i form af bodybar, elastikker og håndvægte. Konditionen vil sættes i skub ved f.eks. simple serier på stepbænk eller pulstræning på gulvet. Denne kombi vil til sammen give dig en forbedret forbrænding som er sund for kroppen.
Kom og oplev den gode energi, og mærk selv den gradvise forbedring af dit velvære.

Vi starter tirsdag den 13. august kl. 19.00-20.15 på Skalmejeskolen.

Kontaktperson: Jannie Nielsen

Dorthe Foldager

Skigymnastik

Skitræning er god træning, også selvom man ikke skal på skiferie. Træningen er for alle. Du kan udføre øvelserne på dit niveau, så din kondition er ikke nogen hindring for at være med.
Træningen består af opvarmning, styrketræning, koordination, balance og udholdenhed.
Kom og deltag – jeg lover, vi får varmen, pulsen op, motion til god musik og har det hyggeligt.
Op af stolen, ud af døren, nu skal vi til gymnastik – håber at se rigtig mange.

Vi starter onsdag den 25. oktober kl. 19.05-20.05 på Skalmejeskolen.

 
Kirsten Rasmussen

Seniormotion/De grå pantere

Vil du som senior gerne have motion, så prøv dette hold. Vi har det sjovt og samtidig holder vi kroppen i orden.
Vi begynder med en ½ times afvekslende opvarmning, hvor vi kommer omkring alle muskler til god musik. Derefter går vi ud til forskellige aktiviteter, hvor vi bl.a. byder på: hockey, badminton, boccia, ringo, bob, tæppecurling og bowls. Der er aktiviteter for alle uanset, hvor mobil man er.
Vi sætter stor pris på samværet, derfor slutter vi af med at hygge os med kaffe/te i sportscaféen og synger nogle sange. Et par gange er der foredrag, og der tilbydes aktiviteter for os i andre byer sammen med andre seniorer.
Kom og prøv 1½ time med motion og samvær, hvor vi har det sjovt og hyggeligt.

Mød op i Multicenter Sunds kl. 13.45 hver tirsdag fra 19. september.

Kontaktperson: Peter Arne Birkedal

 
Lillian Birkedal

E-sport – 2. klasse +

Går du i 2. klasse eller er ældre, og kan du lide at spille computer, så er det her måske lige noget for dig. Her vil du lære mere omkring de spil som du så godt kan lide, mens du samtidig kan have det sjovt med dine kammerater. Her kan i lære mere omkring, CS GO, League of legends og Rocket League. Udover træning skal vi selvfølgelig have det sjovt, så hvis i spiller andre spil er I også mere end velkomne.

Du skal selv medbringe computer.

Vi starter onsdag den 6. september kl. 16.30-18.30 i Multicenter Sunds

Kontaktperson: Jane Østergaard

 
Simon Holgaard