At være kajakroer

At opleve naturen i kajak og fællesskabet ved at ro sammen…

At opleve naturen helt tæt på vandet i kajakken – det er et primært formål for medlemmerne i Sunds Kajakklub. Lige så vigtigt er det, at vi oplever noget sammen og nyder fællesskabet i vores klub, hvor der er rum til alle.

Kajakken giver dig mulighed for at opleve åer, søer, fjorde og havet på en helt ny måde. Du kan tage en hurtig tur på søen, når du har lyst eller benytte klubbens turprogram til at ro sammen med andre.

Faciliteter ved Sunds Sø:
Klubben ligger direkte ned til Sunds Sø, som er Herning Kommunes største sø. Klubben råder over klubhus, kajakhus, toilet- og badefaciliteter. Kajakhuset rummer flere typer kajakker samt alt nødvendigt ro- og sikkerhedsudstyr. Fra klubben kan du ro i havkajak, turkajak og 2’er kajak på Sunds Sø.
Som medlem får du udleveret en kode til huset og har dermed fri adgang til faciliteterne og søen, så du kan ro lige når det passer dig.

limfjorden

Varieret turprogram
Hvert år sammensættes et varieret turprogram, hvor du har mulighed for at ro i flok. Programmet byder på hyggelige ture for begyndere, samt mere krævende ture for den mere rutinerede roer.
Udover fantastiske naturoplevelser på vandet, nyder vi at campere primitivt, lave mad over åben ild og måske sove under åben himmel, hvis vejret tillader det.
Som medlem har du adgang til alle turene og bliver løbende orienteret herom.

Sejlads udenfor Sunds Sø
Når du føler dig klar til nye udfordringer giver klubben dig mulighed for at leje kajakkerne på dagsbasis til en fordelagtig pris. Klubben råder over transportudstyr så du kan spænde kajakken på taget af bilen. Herefter er det kun fantasien der sætter grænsen for hvad du vil opleve og hvor.

Klubbens historie
Klubben blev stiftet I 1997 som en selvstændig forening. I vinteren 2004 blev vi så slået sammen med Sunds GF og er nu en aktivitet herunder. Vi er ca. 60 medlemmer der er fordelt mellem
familiemedlemskaber og individuelle medlemskaber.

Klubhusbyggeriet 2009

Uddannelse gennem DGI – kajak

På www.dgi.dk finder du informationer om, hvordan du kan dygtiggøre dig i havkajak roning. Du kan blive klubinstruktør, instruktør i DGI på højere niveau, Havkajak 1 og 2 roer, turleder og mere endnu.  Kajak roning kan være en global og udfordrende sport. Er på OL-programmet. Læs mere om systemet under “Retningslinier for kajak”

Leje af kajak:
Til egne ture:
Plastik:     kr. 100,00 pr. dag.
Glasfiber:  kr. 200,00 pr. dag.
Til klubture: kr. 0, men man betaler 50 kr. til transport af kajak.